Kan vi elske frit, når vi frygter at miste?
Kærlighedens paradoks
“I kærligheden tilhører vi ikke den anden. Vi tilhører ikke engang os selv. Vi tilhører livet.”
Sådan sagde filosof Anne Marie Pahuus til mig for nylig. Ordene rørte noget centralt i mig, fordi de peger på et af kærlighedens grundlæggende paradokser: Hvordan kan vi elske et menneske uden at ville eje det?
Det spørgsmål hænger tæt sammen med vores tidligste erfaringer. Når vi som børn oplever, at vores omsorgspersoner ser os, trøster os og kommer, når vi kalder, lærer vi, at verden er et trygt sted, og at mennesker bliver. Vi udvikler det, man kalder en tryg tilknytning. Den erfaring tager vi med os ind i voksenlivet, og i parforholdet kan den vise sig som en evne til at elske frit uden at gribe hårdt fast af frygt for at miste.
Hvis omsorgen derimod har været uforudsigelig eller brudt, kan vi komme til at bære en anden form for længsel.
Nogle griber hårdere efter kærligheden, fordi de ubevidst forsøger at undgå tabet. Andre holder afstand, fordi de tidligt har lært, at det var den sikreste måde at beskytte sig selv på. Tilknytningsmønstre er altså strategier, vi engang havde brug for, men som kan blive en udfordring, når vi som voksne ønsker at leve i et nært og frit parforhold.
Jeg kender det selv. Som skilsmissebarn savnede jeg min mor, og i mine unge år kastede jeg mig ind i forelskelser med en intensitet, der i virkeligheden handlede om frygten for at miste. Jeg kom til at holde for fast, fordi kærligheden for mig var filtret ind i erfaringen af fravær.
Balancen mellem tryghed og frihed
Den belgiske psykoterapeut Esther Perel beskriver dobbeltheden i parforholdet som et grundvilkår: Vi længes både efter tryghed og stabilitet – og efter mysteriet og gnisten. Hvis vi klamrer os for hårdt til trygheden, risikerer vi at kvæle forholdet. Hvis vi kun jagter gnisten, mister vi fodfæstet.
Kærlighedens kunst består i at balancere mellem de to. At turde læne sig ind i trygheden, men samtidig give plads til den andens frihed.
Jeg mærkede det for nylig, da jeg så min kæreste holde tale til en fødselsdag. I det øjeblik stod han ikke som “min”, men som sig selv – levende, fri, fuld af nærvær. Han tilhørte livet. Og netop dér blev han mystisk for mig igen. Jeg kunne se ham med nye øjne og næsten blive forelsket på ny.
Det kan føles, som om vores mønstre er skåret i sten, men tilknytning er ikke noget, der låser os fast for altid. Vi kan alle genkende os selv i forskellige positioner på kontinuummet mellem tryg og utryg tilknytning. Og vi kan heldigvis bevæge os.
En af vejene dertil er gennem terapi.
Når kærligheden bliver et terapeutisk rum
Den amerikanske eksistentielle psykoterapeut Irvin Yalom, som har inspireret mange verden over, lægger vægt på relationen mellem klient og terapeut som det vigtigste redskab. Han taler om at arbejde her og nu – at undersøge det, der sker i øjeblikket, fremfor kun at analysere fortiden. Måske dukker frygten for at blive afvist op i rummet. Måske trækker du dig, fordi du ikke forventer at blive mødt. I stedet for at se det som et problem, kan vi sammen undersøge det direkte: Hvad sker der i dig lige nu? Hvad mærker du i kroppen? Hvad gør det ved dig at dele det med mig?
Når jeg som terapeut bliver i kontakten, også når du tvivler, frygter eller skammer dig, kan du langsomt få en ny erfaring.
Psykolog Carsten René Jørgensen kalder det en korrektiv emotionel erfaring: en oplevelse af, at noget, der engang var forbundet med svigt eller smerte, nu kan ende anderledes. Hvor du før mødte kulde, møder du varme. Hvor du før blev afvist, bliver du i stedet taget imod.
Sådanne erfaringer kan være dybt helende. De kan langsomt skabe et mere trygt fundament i dig, som du kan tage med ind i dine nære relationer. På den måde bliver arbejdet med tilknytning ikke kun en teoretisk indsigt, men en levende proces, hvor du trin for trin opdager, at kærligheden kan bæres af frihed fremfor frygt.
Frygten for at miste er naturligt
Frygten for at miste er en naturlig del af kærligheden, men vi behøver ikke lade den styre os. Terapien kan give os netop de korrigerende erfaringer, der gør det muligt at slippe gamle strategier og finde en mere tryg måde at være i relation på.
Det kræver mod og tålmodighed, men belønningen er stor: en kærlighed, hvor vi ikke behøver at eje for at elske, og hvor vi kan stå stærkere både i os selv og sammen med den, vi holder af.
Læs mere om parterapi her.
