Jeg vil altid være et skilsmissebarn
Jeg har været skilsmissebarn i over 40 år. Jeg er 44 år, mens jeg skriver dette. Indimellem glemmer jeg, at jeg er skilsmissebarn, fordi det ikke fylder i min hverdag i en kernefamilie med to børn. Men jeg vil altid være et skilsmissebarn. Det er ikke noget, man vokser ud af som et par sko, der er blevet for små. Skilsmissebarn er for altid.
Skilsmissebarnet er en lille pige. Nogle gange har hun intet sprog. Andre gange er hun meget talende, men ikke særlig fornuftig. Hun siger hårde ting som “fuck dem”, og “du kan finde bedre.” Så har hun panser og beskyttelse på. Jeg forstår hende godt. Den slags sprog hjalp hende engang. Det gav en falsk følelse af kontrol og almægtighed.
Andre gange siger stemmen: “Du er helt alene, du skal klare det selv, og det kan du ikke.” Og så kryber angsten ind. Den er voldsom og uden ord. Den sidder i knoglerne på mig.
Jeg har ofte tænkt, at hvis bare jeg gik lidt mere i terapi, så ville barndommens følelse slippe min krop.
Men i dag ved jeg bedre.
Jeg har gået flere hundrede timer i terapi, og gæt engang: Den lille pige er ganske levende indeni. Skilsmissebarnets smerte kan ikke tales væk. Jeg bliver stadig indimellem overvældet af en ensomhed og et behov for at blive beskyttet og elsket af et andet menneske.
Det magiske er dette: Følelsen går også altid væk igen. Den er en del af mig, og jeg er med alderen blevet bedre til at acceptere det. Terapi har helt bestemt hjulpet. Den har hjulpet mig til at forstå, hvorfor smerten kommer, hvad der trigger den, og med forståelsen kommer omsorgen.
For det meste er der ingen andre, der kan tage følelsen væk, men jeg kan møde mig selv med andre ord end “tag dig sammen”, eller “hvorfor er du ikke kommet videre.”
For den lille 6-årige pige indeni har mest af alt brug for at blive lyttet til. Når jeg kan det, falder hun mere til ro. Det var jo det, hun altid havde brug for. Skilsmissebarnet i mig minder mig om, at vi alle bærer historier i kroppen. Nogle gange glemmer vi dem, og andre gange træder de frem med fuld styrke. At leve med dem handler ikke om at slippe af med dem, men om at finde en måde at være i livet med dem.
