Når den terapeutiske relation er helende
Længslen efter at blive set
Vi længes alle efter at blive set. Det er et medfødt behov. Når spædbarnet bliver set i sin sult, sin tørst, sin træthed, sit behov for kontakt og afstand, oplever det at være elsket, netop fordi mor eller far ser det.
Som børn har vi haft forældre, der i mere eller mindre grad har været i stand til at se os, men uanset vores forældres evne til dette, er længslen den samme: Vi har alle brug for at blive set.
Vi kan have oplevet, at vores forældre kun ønskede at se os på en bestemt måde. Ganske enkelt fordi de med deres bagage og opvækst ikke har været i stand til andet. Vi kan derfor have lært, at der er sider af os, der er skamfulde eller ligefrem uelskelige. Disse sider har vi gemt væk. Fordi barnets behov for tilknytning er så stærk, vil barnet tilpasse sig forældrenes signaler. Noget ved mig er godt, og noget ved mig er dårligt. Denne erfaring bærer vi med os ud i voksenlivet.
Når vi så bliver forelskede, oplever vi pludselig, at den anden slet ikke kan få øje på de dårlige sider hos os. Vi ser det heller ikke hos den anden. I forelskelsen findes kun det kærlige blik, og alle, der har været forelskede, ved, hvor berusende dette blik kan være. Det er også et blik, der ikke ser. Så selvom vi kan opleve endelig at blive set, virkelig blive set, er det ikke det, der foregår.
I forelskelsen bliver vi ganske rigtigt set på med øjne, der er fulde af håb og længsel, fordi den anden ser det i os, han eller hun længes efter, og vi ser alt det, vi længes efter i den anden. Forelskelsen kan være en forførende projektion.
Når forelskelsen aftager, ser vi pludselig mere klart. Måske bliver vi skuffede. Den anden var jo slet ikke sådan, eller vi var slet ikke sådan. Men måske er det en forelskelse, der kan vokse til kærlighed. Måske har vi modet til at se på hinanden med åbne øjne og derigennem opleve noget ægte og dybt. Men det blik er ikke kun et smukt blik.
Det samme kan siges om terapi.
I terapien handler det om at vise sig og blive set. Det er hårdt og modigt og utroligt smukt arbejde. Det er i mine øjne, det tætteste vi kommer på kærlighed, når vi viser os for hinanden, også selvom den kærlighed udspiller sig i et terapirum.
Det er her, i dette rum, vi øver os. Alt kan siges og vises i dette rum, og pludselig finder vi ud af, at det mor eller far eller vores omgivelser slet ikke kunne holde ud, det kan terapeuten holde ud. Ja, faktisk kan hun forstå os og rumme os, selv når vi er uperfekte og grimme.
Måske er det i terapirummet, at vi for første gang oplever virkelig at blive set, og en sådan oplevelse er helende for et menneske. For når vi virkelig lader os blive set, når vi – ligesom terapeuten – tør være med hele det menneske vi er, også med alt det vi for længst dømte ude, så vil vi opleve, at vores syn på andre også ændres.
Når vi kan rumme vores uperfekte selv, kan vi også lettere rumme andres. Vores empati vokser. Vores evne til at indgå i dybe relationer bliver bedre. Først når vi tør se os selv, virkelig se os selv, tør vi lade andre gøre det samme og dermed komme tættere på den forbundethed, vi alle længes efter.
Læs mere om min terapeutiske tilgang her.
