Hvem er jeg?
Hver aften kl 19.30 læste min far Kim-bøgerne højt for mig, inden jeg skulle sove.
Som barn i en stor, sammenbragt familie var den slags alenetid med min far en sjælden luksus. Det var ikke kun min fars nærvær, men også den samhørighed jeg følte med karaktererne i bøgerne, der lagrede sig i mig som tryghed og genklang.
Hvad enten det var barndommens børnebøger eller teenageårenes Tove Ditlevsen eller siden hen Karen Blixen, Haruki Murakami og Karl Ove Knausgård, så følte jeg et slægtskab med menneskene i bøgerne. Jeg følte mig spejlet i mine følelser, i mine længsler, mine drømme og mine sorger.
Andre mennesker kendte til de samme følelser, jeg var ikke alene.
Litteraturen var min første og største uddannelse i mennesket, og jeg elskede litteraturens skildringer af menneskeliv så meget, at jeg besluttede mig for at læse litteratur på universitetet. Her kunne jeg fordybe mig i alle de store klassikere, jeg kunne lære om menneskets universelle længsler, sår, skyggesider og styrker. Fandtes der noget mere magisk?
Litteratur er en af de væsentligste kilder, vi har til at forstå hinanden. Ved at læse om andres indre verden, forstår vi vores egen bedre. Vores empati udvikles, vores evne til at se bag det manifeste styrkes.
Men vi kan ikke læse os til alt.
Min første oplevelse med terapi
Da jeg som 30-årig startede i terapi, oplevede jeg for første gang, hvordan det var virkelig at blive set af et andet menneske. Det var en oplevelse, jeg ikke kunne læse mig til. Det krævede et andet menneske af kød og blod i stolen over for, som lyttede og som så mig, og som jeg ikke behøvede at gøre mig selv større eller mindre overfor.
Det er i virkeligheden så enkelt, at vi såres i relationer, og vi heler i relationer, og derfor kræver det, at et andet menneske ser os, virkelig ser os, så vi også bedre bliver i stand til at se os selv.
Da jeg nogle år senere blev mor, blev jeg overvældet af den store kærlighed, jeg følte til min datter og også den store eksistentielle angst, der følger med, når vi elsker noget så intenst.
Jeg blev nysgerrig på min relation til mine forældre og mine søskende, og hvilke dele af min opvækst jeg ønskede at give videre til min datter, og hvilke jeg ønskede at hele.
Jeg blev optaget af udviklings- og tilknytningspsykologien og læste alt, hvad jeg kunne finde om emnet. John Bowlby, Mary Gainsworth, Donald D. Winnicott, Gordon Neufeld. Jeg ønskede at dykke dybt ned i det relationelle og forstå, hvordan vi mennesker bliver til i relationer, hvordan vi bygges op, hvordan vi brydes ned, og hvordan vi heler.
Min uddannelsesmæssige baggrund
Det fik mig til at søge en uddannelse som psykoterapeut, og i 2024 blev jeg færdig med den 4-årige uddannelse som psykoterapeut på Psykoterapeutisk Institut i Aarhus.
Jeg er 44 år gammel og bor i Aarhus med min mand, vores to børn, vores kat og høns.
Jeg har arbejdet mange år som tekstforfatter, hvor jeg har skrevet klummer og essays for magasiner og dagblade om at vokse op i en sammenbragt familie, om moderskab, om tab og længsler og behovet for at høre til. Jeg er næsten altid i gang med at skrive noget.
Jeg er uddannet cand. mag. i litteratur fra Aarhus Universitet, og jeg bruger litteraturen som en evig kilde til at forstå det almenmenneskelige, vores mørke og vores lys, det der adskiller os og det, der forbinder os.
Som menneske er jeg evigt nysgerrig, ærlig og omsorgsfuld. Jeg er uhøjtidelig. Jeg elsker alle dyr – katte især. Jeg ønsker at forstå andre mennesker, og jeg gør mig umage i mine relationer.
Min klinik finder du i hjertet af Aarhus i latinerkvarteret, og jeg glæder mig til at byde dig velkommen.
Læs mere om min terapeutiske tilgang her.
