Hvad min kæreste har lært mig om tryghed

Jeg har altid oplevet tab af kontakt som noget farligt.

Når jeg tidligere i mit liv oplevede konflikter i mine parforhold, havde jeg grundlæggende to strategier.

Den første – og mest umiddelbare for mig – var at blive meget opsøgende og insistere på kontakt. Jeg blev meget talende. Hvis jeg efter gentagne forsøg på kontakt ikke fik min længsel mødt, trak jeg mig. Jeg blev kold og lukket.

Så dukkede der en velkendt indre stemme op. Den fortalte mig, at jeg måtte klare mig selv. At jeg ikke havde brug for ham.

Og så gjorde jeg mig selv kold og følelsesløs.

Den falske styrke

Det virkede i en periode og gav mig en falsk følelse af styrke og selvstændighed. Den falske styrke lå i, at jeg igen havde kontrol. Jeg behøvede ikke længere vente på noget fra nogen. Jeg var uafhængig. Og helt alene.

Selvom det var et dybt ensomt sted at opholde sig, var det et velkendt sted. Det blev næsten som en selvopfyldende profeti, der genskabte en slags orden i verden. En orden, der sagde:

“Kærlighed forsvinder. Og du er grundlæggende alene.“

Når længslen ikke kan finde et sprog

Inderst inde længtes min krop efter kontakt, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle bede om den uden at blive kritisk eller kold. Og det virkede ikke.

Jeg forsvandt ofte ind i mit hoved, hvor jeg kunne fortælle mig selv historier om, at jeg havde fortjent noget bedre, at det hele kunne være lige meget.

Fortællingerne fungerede som et værn.

Hvis jeg kunne forklare mig selv, hvorfor relationen alligevel ikke var rigtig, kunne jeg undgå at mærke min dybe afhængighed og længsel efter samhørighed.

Ved at opbygge dette forsvar kunne jeg fortælle mig selv, at det var okay, hvis han forlod mig – eller hvis jeg forlod ham.

Et nyt mønster i et gammelt system

Da jeg blev kæreste med min nuværende kæreste for 13 år siden, mærkede jeg den samme impuls til at intensivere mit forsvar, når vi havde konflikter.

Mit system kendte bevægelsen. Når noget blev usikkert, skulle der handles. Enten ved at komme tættere på – eller ved at trække sig helt væk.

Men som noget nyt gik han ikke i panik over mine strategier. De virkede ikke, som de plejede.

“Du må stole på, der opstår et mødeøjeblik”

Når jeg blev mere og mere ængstelig og sagde, at nu blev vi sikkert også skilt, at det hele kunne være lige meget, når vi alligevel ikke kunne finde ud af det, forblev han rolig. Og så sagde han:

“Du må stole på, at der opstår et mødeøjeblik.”

Først mærkede jeg hans ord som ren panik. Vente på et mødeøjeblik? Det kunne man jo ikke. Hvis man ikke arbejdede hårdt for kontakt, ville den forsvinde.

Det var dét, min krop kendte. Derfor forstod jeg hans ord som en form for opgivenhed.

Han forklarede mig, at når vi havde en konflikt, var der ikke nogen åbning i ham til at tage imod eller give. I det øjeblik var han lukket. Følelserne var for intense.

Og tro mig – jeg var god til at gøre dem intense.

“Men på et tidspunkt,” sagde han, “vil der opstå en åbning. Et smil. En berøring. Det er mødeøjeblikket. Og i det øjeblik kan vi finde ind til hinanden igen.”

Erfaringen, der ændrer kroppen

I de 13 år, vi har været sammen, har han haft ret.

Der opstår et mødeøjeblik.

Det afgørende har været gentagelsen. Igen og igen har erfaringen lært min krop en anden måde at være i konflikt, afstand og midlertidigt tab af kontakt.

Det har kun været muligt, fordi han altid er kommet tilbage.

Fordi der faktisk har været et mødeøjeblik.

Fordi afstand i vores relation ikke har været det samme som fravær, kulde eller opgivenhed.

Jeg har lært, at det er muligt at finde en form for ro i det, der er svært.

At vi finder ind til hinanden igen.

Og gennem gentagne erfaringer har mit nervesystem langsomt lært, at afstand ikke er det samme som tab af relationen.