Hvorfor du også heler dig selv, når du reparerer over for dit barn

Når reparation føles unaturligt, handler det grundlæggende om, at vores nervesystemer og relationelle forventninger er formet i relationer, hvor reparation sjældent fandt sted.

Mange, der i dag er i slutningen af 30’erne og starten af 40’erne, voksede op i en tid, hvor forældre tog ansvar på det praktiske plan, men sjældent på det følelsesmæssige. Man gjorde sit bedste, men man talte ikke om, hvad der skete indeni.

Konflikter gik over, stemninger ændrede sig, og relationen fortsatte, uden at nogen satte ord på bruddet.

Kroppen lærte at klare sig selv

Når den type opvækst gentager sig, lærer kroppen, at spænding i relationer enten må udholdes, undgås eller reguleres alene.

Der opstår sjældent erfaringer med, at et brud kan føre til mere kontakt bagefter. Derfor mangler mange i dag en kropslig fornemmelse af, hvordan reparation faktisk føles.

Reparation bliver noget, man forstår med hovedet, men ikke genkender i kroppen.

Reparation er nemlig ikke en teknik. Den kan ikke læres ved at tænke rigtigt. Den udvikles gennem gentagne erfaringer med, at nogen tager ansvar, bliver i relationen og vender tilbage efter et brud.

Når den erfaring mangler, kan reparation føles sårbar, fremmed og forstyrrende, selvom man ved, at den er vigtig.

Forældreskab aktiverer gamle mønstre

Når vi bliver forældre, bliver vores egne tidlige relationelle erfaringer automatisk aktiveret.

Det, vi ofte kalder det indre barn, er ikke en separat del, men de erfaringer, der stadig lever aktivt i kroppen.

I mødet med vores børns afhængighed, vrede, sorg eller skuffelse aktiveres de samme mønstre, som engang hjalp os med at navigere i relationen til vores egne forældre.

Når vi står i en konflikt med vores barn og skal reparere, befinder vi os derfor i en situation, der minder om noget gammelt. Kroppen husker, hvordan brud tidligere blev mødt.

For mange er denne hukommelse forbundet med tavshed, følelsesmæssig afstand eller en oplevelse af selv at skulle klare det.

Derfor kan reparation vække ubehag, modstand eller en stærk trang til at få situationen til at være overstået hurtigt.

Et nyt udfald i en velkendt situation

Når vi alligevel vælger at reparere, sker der noget afgørende.

Vi går ind i en relationel situation, der ligner noget velkendt, men vi giver den et andet udfald. En situation, der tidligere endte i ensomhed eller uforløst spænding, ender denne gang i kontakt.

Kroppen får mulighed for at lære noget nyt.

Barnet reguleres, og det gør du også

Når du sætter dig i øjenhøjde med dit barn og tager ansvar for din adfærd, reguleres dit barn gennem nærvær, tydelighed og kontakt.

Samtidig registrerer din egen krop, at relationel kontakt kan genoprettes uden fare.

Erfaringen fortæller, at fejl ikke behøver føre til tab af relation. Det ændrer den grundlæggende forventning til, hvad relationer kan bære.

I denne proces indtager du en ny position i relationen.

Du bliver den voksne, der kan rumme fejl, tage ansvar og blive i kontakten.
For de dele af dig, der engang manglede netop dette, betyder det, at der findes en voksen, som bliver. En voksen, som kan holde både styrke og omsorg på samme tid.

Denne erfaring lagrer sig som kropslig viden.

Skam forvandles i relation

Skam spiller en central rolle her.

For mange i denne generation er skam tæt forbundet med fejl og konflikter. Når skam aktiveres, bliver det svært at være i kontakt med både sig selv og den anden.

Når du vælger reparation, bliver skammen set i relation. Ansvar flyttes derhen, hvor det hører hjemme. Oplevelsen af forkerthed forvandles gradvist til en oplevelse af værdighed.

I reparation sker der ofte noget tidsmæssigt særligt.

Du taler til dit barn i nutiden, men noget i dig bliver samtidig mødt på en ny måde. Når du sætter ord på følelser, ansvar og omsorg, tilbyder du en fortælling, du selv manglede. Den indre forståelse ændrer sig fra, at der var noget galt med dig, til at dine reaktioner gav mening i en situation, hvor ingen hjalp med at samle trådene.

Reparation føles unaturlig, fordi den udfordrer de mønstre, kroppen lærte tidligt.

Den føles dybt helende, fordi kroppen og relationen endelig får lov til at erfare, at brud kan føre til kontakt.