Hvorfor gå i terapi?
At gå i terapi kan føles som et stort skridt. Det kræver mod at række ud og lade et andet menneske få indblik i det, du måske har båret alene længe. For mange er det en uvant bevægelse – at vende opmærksomheden indad, sætte tempoet ned og blive nysgerrig på det, der gør ondt. Samtidig er det en omsorgsfuld handling mod dig selv. Et valg om at tage dig selv alvorligt.
Mange opsøger terapi, fordi noget føles fastlåst eller uforståeligt. Det kan være relationer, der gentager sig, en følelse af tomhed, uro eller meningsløshed. Nogle kommer for at få hjælp til at rumme sorg, stress eller livsforandringer, mens andre søger en dybere forståelse af sig selv.
Terapi kan blive et sted, hvor du langsomt får kontakt til det, der ligger under dine tanker og reaktioner. Et sted, hvor du kan undersøge, hvordan dine erfaringer og tilknytningsmønstre former den måde, du er i verden på. Når du bliver bevidst om de mønstre, der engang hjalp dig med at overleve, kan du begynde at handle mere frit og i overensstemmelse med dig selv.
Terapi med fokus på relation og tilknytning
For mange er terapien det første sted, de oplever en virkelig sund relation. Den terapeutiske relation bliver et trygt rum, hvor alt kan få lov at eksistere. Her kan du opdage, at du kan vise hele dig – med tvivl, vrede, skam eller længsel – uden at relationen går i stykker. Terapeuten modellerer en form for kontakt, der rummer både nærvær, grænser og omsorg. Den erfaring kan blive et vendepunkt, fordi den viser, hvordan det føles at være i relation uden at miste sig selv.
Jeg arbejder oplevelsesorienteret og eksistentielt med fokus på relation og tilknytning. Det betyder, at vi undersøger, hvordan det er at være dig – lige her, i rummet mellem os. Jeg møder dig med nysgerrighed, nærvær og analytisk forståelse, og vi arbejder med det, der viser sig i kontakten.
Når du kommer tættere på dig selv, bliver det lettere at forstå og være i kontakt med andre. Relationer får mere dybde og ægthed, når du mærker dig selv tydeligere.
Læs mere om, hvorfor terapi kan være helende her.