Individuel terapi
Psykoterapi med fokus på relationer, tilknytning og selvforståelse
Individuel terapi er et rum, hvor du kan undersøge det, der fylder og få en dybere forståelse af dig selv, dine relationer og dine mønstre. I individuel terapi arbejder vi med det, der skaber uro, fastlåsthed eller smerte, så der kan opstå mere ro, frihed og kontakt i dit liv.
Mange opsøger terapi, fordi noget føles fastlåst eller gentager sig i deres relationer. Det kan være konflikter i parforhold, en følelse af ensomhed eller en oplevelse af igen og igen at ende i relationer, hvor man mister sig selv.
Jeg tilbyder individuel terapi i Aarhus med fokus på relationelle mønstre, tilknytning og følelsesmæssig forståelse.
Mit arbejde er særligt rettet mod velfungerende og velreflekterede mennesker, der udadtil har styr på livet, men indeni bærer på tvivl, sorg eller en længsel efter mere tryghed i deres nære relationer.
Når gamle mønstre gentager sig i dine relationer
Mange mennesker opdager på et tidspunkt, at de reagerer på måder i relationer, som de ikke helt forstår. Måske tilpasser du dig for meget. Måske bliver du hurtigt utryg eller føler dig afvist. Måske har du svært ved at sætte grænser eller mærke dine egne behov.
Disse reaktionsmønstre opstår sjældent tilfældigt. De hænger ofte sammen med vores tidlige erfaringer med kontakt og tilknytning.
I terapien undersøger vi sammen, hvordan dine erfaringer fra barndommen stadig påvirker dine relationer i dag. Det kan for eksempel handle om:
- gentagende mønstre i kærlighed og parforhold
- følelsesmæssig ensomhed i relationer
- lavt selvværd eller selvkritik
- uforløste traumer eller sorg fra barndommen
- vanskelige familierelationer
- stress og følelsesmæssig udmattelse
Når du begynder at forstå dine mønstre, bliver det lettere at handle anderledes og skabe mere tryghed i dine relationer.
Psykodynamisk og tilknytningsbaseret terapi
Jeg arbejder psykodynamisk og tilknytningsbaseret. Det betyder, at vi sammen undersøger de ubevidste mønstre og relationelle strategier, der præger dit liv.
De måder, du har lært at beskytte dig selv på, har ofte haft en vigtig funktion tidligere i livet. I voksenlivet kan de nogle gange begrænse din frihed og gøre det svært at være i kontakt med både dig selv og andre.
I terapien arbejder vi derfor både med forståelse og erfaring. Du får mulighed for at opdage dine mønstre og samtidig få nye erfaringer med kontakt i relationen mellem dig og mig.
For mange bliver netop denne erfaring af at blive set, forstået og spejlet en vigtig del af den terapeutiske proces.
Relationens betydning i terapien
Relationen mellem klient og terapeut er central i individuel terapi. Det er i mødet mellem to mennesker, at nye erfaringer kan opstå.
De mønstre, du kender fra andre relationer, vil ofte også vise sig i terapien. Her kan vi sammen undersøge dem med nysgerrighed og omsorg. Det giver mulighed for gradvist at udvikle nye måder at være i relation på.
Hos mig er der plads til hele dig – også de følelser og sider, du måske længe har haft svært ved at vise. Du må gerne være vred, tvivle, stille spørgsmål eller være i tvivl undervejs i processen.
Mit mål er at skabe et trygt og respektfuldt rum, hvor du kan udforske det, der er vigtigt i dit liv.
Et trygt rum til at forstå dig selv
Jeg har selv gået meget i terapi og ved, hvor stort et skridt det kan være at række ud og begynde et terapeutisk forløb. Det kræver mod at vise sit inderste til et andet menneske.
Jeg ved også, hvor helende det kan være at opleve sig set, forstået og præcist spejlet. Når det sker, opstår der ofte en ny form for håb og selvforståelse, som kan forandre den måde, du er i relationer på.
I mit arbejde er jeg ærlig, omsorgsfuld og mentaliserende. Jeg lægger vægt på at se bag om ord og symptomer og hjælpe dig med at finde sprog for følelser og erfaringer, der måske tidligere har været svære at forstå.
Book en tid til individuel terapi
Hvis du overvejer at starte i individuel terapi, er du velkommen til at kontakte mig for en indledende samtale i min klinik i Aarhus C.
Sammen kan vi undersøge, hvad der fylder i dit liv, og om et terapeutisk forløb hos mig vil give mening for dig.
Skriv et par linjer om det, der fylder hos dig, så vender jeg tilbage inden for 12 timer.