Stress
Når kroppen siger fra
Stress opstår ikke kun, fordi kravene udefra vokser. Nogle perioder i livet rummer ganske enkelt mere, end vi kan bære alene. Sygdom, konflikter, højt ansvar, små børn, brud eller langvarig usikkerhed kan i sig selv presse et menneske.
Samtidig hænger stress for mange tæt sammen med de relationelle strategier, vi har udviklet tidligt i livet. Den ydre belastning bliver større, når den møder et indre mønster, der allerede er vant til at spænde op og tage ansvar.
Måske har du lært at være den stabile og pligtopfyldende. Den, der får det hele til at fungere, og som registrerer stemningen i et rum, før ordene bliver sagt. Udefra kan det ligne styrke og overblik. Indeni kan det føles som et konstant beredskab, hvor kroppen sjældent slipper sin opmærksomhed.
Du mærker det måske som spændinger i kroppen, en overfladisk vejrtrækning, tankemylder om aftenen eller en uro, der fortsætter, selv når der er stille omkring dig. Måske kender du følelsen af aldrig helt at kunne læne dig tilbage, som om noget i dig hele tiden holder vagt.
Den skjulte dynamik
Bag stress ligger der ofte en indre bevægelse, som har været aktiv længe.
Det kan være svært at sige fra, selv når du mærker, at grænsen er nået. Du kan tage ansvar for andres trivsel, før du tager ansvar for din egen. Måske ledsages det af en indre kritiker, der konstant hæver barren og gør hvile til noget, der først skal fortjenes.
Når kroppen siger fra, peger den ofte på et mønster, der har været i gang gennem mange år. Kroppen bærer det, psyken har organiseret sig omkring. Trætheden eller sammenbruddet kommer sjældent ud af det blå; det vokser frem, når belastningen har stået på for længe.
Terapien er et sted at finde ro
I terapien undersøger vi sammenhængen mellem de ydre belastninger og de indre strategier, der aktiveres under pres. Vi ser på, hvordan dine mønstre har været nødvendige og meningsfulde, og hvordan de i dag måske fastholder et indre alarmberedskab.
Det, der sker mellem os i rummet, bliver en del af arbejdet. Måske mærker du en tendens til at ville gøre det rigtigt, forklare dig grundigt eller tage hensyn. Sammen bliver vi nysgerrige på de bevægelser og giver plads til, at du kan være i relation uden at præstere eller holde sammen på situationen.
Gennem en stabil og tryg kontakt får nervesystemet mulighed for gradvist at erfare, at det ikke behøver være på konstant overarbejde. At du kan være til stede uden hele tiden at regulere omgivelserne.
Et andet forhold til din energi
Når belastningen mindskes, ændrer forholdet til din egen energi sig ofte. Du begynder at kunne mærke forskel på ansvar og overansvar. Pauser bliver en nødvendighed frem for en svaghed. Ro føles mindre uvant.
Målet er ikke at fjerne din styrke, ambition eller omsorg for andre. Målet er, at din energi ikke primært bruges på selvbeskyttelse og konstant tilpasning. At du kan være i relationer uden at miste dig selv.
Stress kan blive en indgang til en dybere forståelse af dig selv. Det kan blive en invitation til at leve med større balance og indre frihed.
Book en indledende samtale
Hvis du genkender dig selv i det, jeg beskriver, er du velkommen til at booke en indledende samtale.
En indledende samtale giver os mulighed for at afklare, hvad du står i lige nu, og om jeg er den rigtige for dig at arbejde videre med.
Skriv et par linjer om det, der fylder hos dig, så vender jeg tilbage inden for 12 timer.